Venner og kolleger fra hele landet tog afsked med Søren Pape Poulsen
Venner, kolleger og lokale borgere var lørdag mødt op for at deltage i bisættelsen af Søren Pape Poulsen. 800 sad i kirken, mens mindst ligeså mange uden dørs fulgte med i ceremonien, hvor man tog afsked med først og fremmest det menneske, han var.
Allerede fra morgenstunden lørdag stod mange i kø ved indgangen til Viborg Domkirke for at komme ind og overvære bisættelsen af Søren Pape Poulsen.
Omkring 350 af domkirkens 800 pladser var reserveret til særligt indbudte, og de øvrige 450 pladser blev hurtigt fyldt op.
I det smukke kirkerum blev de vidne til en både højtidelig og varm ceremoni, hvor talerne af henholdsvis biskop Henrik Stubkjær og partisekretær og Søren Pape Poulsen mangeårige ven, Søren Vandsø, bragte både tårer og smil frem.
Uden for domkirken og på Nytorv, hvor kirkehandligen blev transmitteret på storskærm, havde endnu flere trodset kulden for at overvære bisættelsen, og for at sende en sidste hilsen, da kisten efterfølgende blev kørt fra Domkirken og ud på en lille rundtur i Viborg som et sidste farvel til byen, hvor Søren Pape Poulsen var borgmester fra 2010 til 2014, og hvor han har boet siden 2016.
Rustvognen stoppede kort ud for Papes bolig, hvor blomsterhavet ved indgangen kun var vokset. Der var stilhed, indtil menneskemængden brød ud i spontane klapsalver, da bilen kørte væk.
Søren Pape Poulsen vil senere blive jordfæstet i Bjerringbro. Han blev 52 år.
Læs også: Se billedgalleri fra Viborg
Læs også: Søren Pape Poulsen er død
Læs også: Søren Pape blev mindet med ord, kaskader af blomster og klapsalver
Kommentarer