Scleroseforeningen springer ud som cannabisproducent
Scleroseforeningen går ind i produktion af cannabis. Det sker, når patientforeningen 1. april 2022 overtager nøglerne til et sydfynsk cannabisproduktionsanlæg. I den kommende weekend vil dørene åbnes for interesserede, der får mulighed for at få en rundvisning på anlægget og en gratis prøve til en uges forbrug med hjem.
”Vi forventer, at cannabis inden længe vil blive legaliseret i Danmark, og at det kan medføre, at der bliver så stor rift om cannabis produceret under trygge forhold, at der vil være behov for at sikre, at der er cannabis nok til patienter, som har behov for cannabissen til medicinsk brug.”
Sådan lyder direktør i Scleroseforeningen Klaus Høms forklaring på, at Scleroseforeningen fremover er at tælle blandt landets producenter af cannabis. Produktionen på det sydfynske anlæg, der er beliggende i nærheden af Svendborg, vil derfor øremærkes patienter, som kan have gavn af cannabis mod invaliderende symptomer i deres dagligdag. Det gælder blandt andet sclerosepatienter, hvor undersøgelser har vist, at hver 6. lider af stærke smerter og spasmer, som ikke lindres af konventionel medicin.
Scleroseforeningens direktør retter samtidig en bredside mod forsøgsordningen med medicinsk cannabis, som siden 2018 har gjort det muligt for danske læger at udskrive cannabis til udvalgte patienter, og som Folketinget sidste år vedtog at forlænge med fire år frem til udgangen af 2025:
”Forsøgsordningen har for længst spillet fallit, og forlængelsen har ikke ændret på de iboende fejl, der er årsagen til det. Priserne er fortsat alt for høje, produkterne for få, og lægerne er stadig uden vejledning og imod ordningen. I den sidste evaluering, vi har foretaget af vores medlemmers brug af cannabis, fandt vi derfor ikke en eneste, der benytter sig af forsøgsordningen,” lyder hans kritik.
”Vi må erkende, at patienterne stadig er henviste til det sorte marked, og det er det, vi glæder os til at være med til at lave om på ved at gå aktivt ind i produktionen af cannabis og sørge for at øremærke vores produktion til patienterne, når efterspørgslen på cannabis produceret under trygge forhold lige om lidt vil eksplodere med en kommende legalisering af cannabis,” siger han.
Forventningen om en kommende legalisering af cannabis til rekreativt brug i Danmark bygger Scleroseforeningen på, at Tyskland som det andet land i Europa er på vej til at legalisere cannabis, og det tror Scleeroseforeningen vil medføre, at flere lande, heriblandt Danmark, der deler grænse med Tyskland, hurtigt vil følge trop. Hertil kommer, at flere partier i Folketinget på tværs af rød og blå blok i marts gik sammen om at fremsætte et forslag om, at Danmark gør det muligt for alle voksne danskere at købe cannabis produceret under ordentlige forhold til eget brug, i kontrollerede mængder og på særlige steder, der har licens til at stå for salget.
Kommentarer