Erhverv

Online bilsælgere hyldet ved prestigefyldt regional vækstkonkurrence på Fyn

Platform til køb og salg af brugte biler sikrer Autorola Group den regionale sejr på Fyn i EY Entrepreneur Of The Year 2023. De er nu finalister til landsfinalen.

De bedste fynske entrepreneurer blev hyldet ved den regionale finale i EY Entrepreneur Of The Year 2023, der fandt sted i Odense.  

Foran fire stærke fynske finalister løb Autorola Group med sejren i regionen, hvor flere end 200 virksomheder var kvalificeret til den prestigefyldte vækstpris.

At skabe gennemsigtighed, troværdighed og sikkerhed på et område, der historisk har været præget af dårligt ry, er blandt de ting, juryen har lagt vægt på, lyder det fra Emil Overlund, Senior Manager i EY og regionsansvarlig for Fyn i EY Entrepreneur Of The Year: 

– De har formået at gøre en ellers usexet branche til en god og tjekket forretning præget af ordentlighed. De har fart på og præsenterer flotte regnskaber år efter år, samtidig med at de vokser. Og så har juryen også bemærket, at de har markeret sig uden for landets grænser. Så det er ikke uden grund, at de har været finalister til denne pris flere gange tidligere, siger han.

Startups på ølkassen

Ved den regionale finale i Odense spillede regionens tre finalister i startup/scaleup-kategorien, virksomhederne Bioomix, Dalum Beverage Equipment og QNTM Labs, også en særlig rolle. De skulle nemlig ’stå på ølkassen’ og komme med en pitch af deres forretning. Det gjorde et særligt indtryk på Per Frandsen, der er forretningsudvikler i EY og ansvarlig for startup-kategorien ved EY Entrepreneur Of The Year:

– At de har modet til at stille sig op foran erfarne erhvervsfolk og er hudløst ærlige og taler lige fra hjertet, er i dén grad imponerende. Det kendetegner faktisk dem alle sammen, også dem, der ikke er vant til at stille sig op og tale for en stor forsamling.

Klar til landsfinale

Autorola Group var finalist i regionen sammen med fire andre virksomheder:

  • EMMELEV
  • H.J. HANSEN
  • TRADE POINT, DIRECT CONTAINER
  • UNICONTROL

Med den regionale sejr er Autorola Group klar til landsfinalen i EY Entrepreneur Of The Year, som finder sted 23. november 2023. Her bliver en af de seks regionale vindere kåret som samlet vinder i Danmark. 

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande.

I mere end 25 år er der afholdt EY Entrepreneur Of The Year i Danmark, hvor vi hylder de bedste entrepreneurer, der fører pennen og tegner stregerne til de danske vækstmesterværker, ved en række events rundt om i landet.

De stærkeste kandidater deltager i kåringer i seks regioner, før landsvinderen udråbes den 23. november i København.

Hovedvinderen, der bliver udråbt som årets EY Entrepreneur Of The Year 2023 deltager i den internationale finale, der finder sted juni 2024 i Monaco.

Ved landsfinalen bliver der også kåret vindere i kategorierne Export and Globalization, ESG, Life Sciences, Social Entrepreneurship – Future Impact, Startup/Scaleup, TECH samt Æresprisen.

Kommentarer