Af Jan Werner Mathiasen, Radikale

VÆRN, VELSTAND & VÆRDIER #3

BLUF: Valgkampens temaer er politiske ’quick fixes’ på problemer, som partierne selv har skabt. Fordi årsagerne til problemerne ligger hos partierne selv, skubbes ansvaret over til ’de andre’. Det bliver enten de fremmedes eller de riges skyld, at Danmark ikke fungerer. Derved mindskes tilliden til politikerne, og den demokratiske samtale polariseres yderligere.

–

Politik efter Berlinmurens fald byggede på antagelsen om, at verden gik mod bedre tider, og at mennesker i alle stater snart ville opleve økonomisk velstand og øget frihed. I langt de fleste europæiske lande blev midler til værn og værdier anvendt på velstand. Logikken var, at hvis alle oplevede øget indkomst betød forskellene mellem individer og stater ikke det store. Det skabte indledningsvist økonomisk ulighed mellem Vesten og resten, og på længere sigt relative store økonomiske forskelle mellem staterne i Vesten og internt i disse. Derved mistede de vestlige demokratier legitimitet – først internationalt og sidenhen nationalt.

Velstand blev fra 1990’erne prioriteret over værn og værdier af alle partier på tværs af vestlige stater, og forskellene mellem de klassiske politiske ideologier som socialisme, liberalisme og konservatisme blev udvisket. I Danmark brugte blå såvel som røde regeringer fra Schlüter og Nyrup over Fogh og Thorning til Løkke og Frederiksen stort set den samme velfærdsmodel: der blev skabt velstand på bekostning af værn og med konsekvenser for værdierne. Disse prioriteringer har sandsynligvis påvirket legitimiteten i Danmark målt på fx stemmeprocent og tillid til politikerne.

Det er værd at bemærke, at det var Nyrup-regeringen, der i 1997 afskaffede formueskatten for at øge velstanden på bekostning af værdierne. Nu vil samme parti genindføre skatten for at styrke den sociale sammenhængkraft på bekostning af væksten. Pengene skal primært gå til styrkelse af grundskolerne, der gennem årtier på tværs af alle regeringer har manglet offentlige anlægsinvesteringer.

Med Dansk Folkeparti som Fogh-regeringens parlamentariske grundlag blev det danske forsvar under løbende besparelser anvendt til at lave regimeskifte i Mellemøsten og Nordafrika. Det skabte flere og mere ustabile stater med flygtninge- og migrationsproblemerne til følge. Det vil DF omgøre ved at sende mennesker retur, samtidig med at alle spareivrige partier nu vil geninvestere massivt i oprustning og genopbygning af forsvaret.

Valgets store temaer handler dermed primært om at omgøre fortiden, uden at tage ansvar for den. Socialdemokratiet med røde støttepartier vil nu genindføre formueskat uden at erkende, at egne velfærdsmodeller op gennem 1990’erne og 2010’erne øgede den sociale ulighed. På tilsvarende måde er blå partier sandsynligvis tavse, når Dansk Folkeparti taler for remigration, fordi de selv medvirkede til at skabe grundlaget for politikken.