Ørbæk

Fynboerne holder gammel madspildstanke i hævd

Fra den 19. september er det muligt at aflevere haveæbler hos Ørbæk Mosteri. Pressefoto

I mere end 80 år har fynboerne samlet æbler i haven og byttet dem til æblemost hos Ørbæk Mosteri. I gamle dage gjorde man det for at forlænge råvarernes holdbarhed. I dag har tanken forhindret millioner af æbler fra at ende som kompost. Og fra den 19. september stiger tallet, når Ørbæk Mosteri igen tager imod æbler fra private haver.

“Kom maj du søde, milde”, synges der i Højskolesangbogen; og det gjorde den i år. Starten på æblesæsonen blev god, og blomstringen var skånet for frost. Så i haverne er der grundlag for en god æblehøst i år. Og får man æbler i overskud, som ikke skal gå til spilde, så kan de gives i bytte for Ørbæk Mosteris æblemost fra den 19. september – i år for 84. gang.

Siden 1938 har fynboerne holdt den gamle madspildstanke i hævd og byttet deres haveæbler til most for at sikre mindre spild i haven. På mosteriet presses æblerne til en most fyldt med diversiteten fra de mange forskellige haveæblesorter. En most, der bliver kaldt ‘Årets Ævlerov’.

Hos Ørbæk Mosteri er man begejstrede over danskernes fortsatte involvering i virksomhedens oprindelige tradition:

– I gamle dage var det helt almindeligt, at folk kunne komme til mosterierne med deres æbler og få æblemost tilbage. Den tradition har vi holdt fast i, og vi er glade for, at fynboerne gør det samme. Hvert år bytter cirka 1.200 haveejere deres æbler til most. Samlet set er det mange millioner æbler, der har fået nyt liv som æblemost i stedet for at ende i kompostbunken, siger Jesper Dalskov-Rasmussen, salgschef hos Ørbæk Mosteri.

– Vi fornemmer, at fynboerne er glade for at kunne bytte deres æbler og samtidig være med til at lave en æblemost, som de efterfølgende kan finde i REMA 1000. Og vi glæder os til at tage imod fynboerne igen i år, når vi åbner for æblemodtagelsen den 19. september, fastslår han.

I flere år har Ørbæk Mosteri nemlig arbejdet sammen med REMA 1000 og foreningen ‘Stop Spild Af Mad’ om æblemosten. Begge arbejder for at bidrage til kampen mod madspild, og hos ‘Stop Spild Af Mad’ er stifter og bestyrelsesformand, Selina Juul, glad for samarbejdet:

– Især i disse tider med inflation og stigende fødevarepriser, er det ren win-win, at fynboerne udnytter æblerne fra deres egne haver. Det er dejligt, at folk kan udnytte naturens egne ressourcer på den måde og samtidig bidrage til kampen mod madspild, siger hun.

‘Årets Ævlerov’ 2022 kan købes i alle REMA 1000 butikker fra oktober.

Fra mandag den 19. september kan man bytte sine haveæbler til most hos Ørbæk Mosteri på Fyn i tidsrummet klokken 9-12 og klokken 13-17 på alle hverdage.

‘Årets Ævlerov’ 2022 taler også ind i den nationale og internationale Madspildsdag (United Nations International Day of Awareness of Food Loss and Waste, IDAFLW), som fejres den 29. september verden over.

Kommentarer